Røverhistorie
Historien fandt sted i oktober eller november 1944.
Happening 11:
Sejlads med slæbebåd fra Dover til Antwerp.
Anden Verdenskrig
Følgende historie er fundet på Internettet og oversat til dansk.
Den originale historie kan downloades ved klik på nedenstående link:
Dette er en krigshistorie, så den bør kun læses på en torsdag (Min gamle ven, Gerry Brodock fra Rome, NY sagde altid, at krigshistorier kun skulle fortælles på en torsdag.) Historien fandt sted i oktober eller november 1944, mens jeg gjorde tjeneste i den amerikanske hær, Transportation Corp, hvor jeg var udstationeret på en slæbebåd undervejs fra England til Belgien.
Jeg burde nok starte denne historie med at fortælle om nogle hændelser og begivenheder, der gik forud – men det vil jeg undlade at gøre. Så jeg fortsætter med selve historien.
Slæbebåden med dens besætning havde ventet omkring ti dage i Dover på, at vejret skulle ændre sig. Da det så skete, forlod vi Dover og sejlede til Small Downs, en slags forankring i Den Engelske Kanal. Vi kastede anker ved siden af mange andre skibe for sammen at danne en konvoj for at krydse Kanalen og via Schelde –floden sejle til Antwerpen havn, Belgien.
Vi lå stille og roligt for anker indtil mørkets frembrud – kl. 23.00 engelsk sommertid - da det begyndte at blæste op med høje bølger. Vores skipper havde absolut ingen forstand på noget, der flød på vandet. Han var blevet sekondløjtnant i Transportation Corp på en lille båd ÒPilotÓ, fordi han havde været pilot på et mindre fly i CAP (Civil Air Patrol) i Texas.
Han gik i panik, og det tog ham ikke lang tid at overtale besætningen til, at vi skulle vende tilbage til sikkerheden i havnen Dover. Han beordrede ankeret op, men det ville ikke rive sig løs fra bunden eller også fungerede ankerspillet ikke. Han beordrede ankertovet skåret op - og ankeret blev efterladt. Vi sejlede sydover gennem bølgerne i retning mod Dover. Vi har antageligt ikke været langt væk, for denne ÒpilotÓ ville aldrig have fundet Dover, hvis der skulle have været brugt navigationsudstyr for at nå kysten.
Det var en mørk nat, og mørklægnings-reglementet blev nøje overholdt i England - ingen behov for håndhævelse. Tyskerne gav tilstrækkelig anledning til at overholde det. Som jeg husker det efter alle disse år og med den erfaring, jeg har fået efterfølgende ved at sejle over Atlanten og sejle i Den Engelske Kanal, var bølgerne sandsynligvis 4 eller 5 ft høje. Dog kan bølger i Kanalen være små og ujævne, og om natten forekomme noget voldsomme.
Da vi nærmede os Dover og indgangen til havnen, blev vi mødt af tre eller fire blinkende lys fra kysten. Skipper konkluderede med rette, at det var signallys i morsekode (Modern International Code). Ingen om bord kendte noget til morsesystemet bortset fra mig. Jeg havde lært morsesystemet som spejder. Skipper havde ved tidligere lejligheder benyttet mig, når ingen om bord vidste noget om navigation eller kortlæsning. Han hadede mig for dette, men igen ved denne lejlighed havde han ikke andet valg end at tilkalde mig fra maskinrummet, hvor jeg arbejdede.
Jeg tog signalpistolen, som var en stor speciel batteridrevet lommelygte og rettede den mod én af de signallys, der kom fra kysten. Jeg sendte beskeden SLOW (dit dit dit dit dah dit dit dah dah dit dah dah) flere gange. Beskeden kom langsomt tilbage. Den var: NET NET MINES MINES GÅ TILBAGE GÅ TILBAGE igen og igen.
Vi sejlede tilbage. Men nu havde vi intet anker. Vi nærmede os et forankret fragtskib og fik lov til at fortøje os langs dets side. Denne manøvre var problemfri, og det viste, at bølgerne ikke var så voldsomme alligevel. Det var et græsk skib lastet med ammunition. Ammunitionen forårsagede ingen problem, men vinen ombord gjorde!
Grækerne var gode værter, og der var fri udskænkning af vin til vores besætning. Kokken fik tanket op, hvilket ville have været okay bortset fra, at han hadede skipper mere end nogen anden gjorde, og mere end nogen var klar over. Han blev ondskabsfuld beruset. Han hentede en slagterkniv fra sin kabys, som skulle bruges mod skipper.
Det var en mørk og stormfuld nat, og trods manglende sympati for skipper, var der ingen, der ønskede nogen blodsudgydelse eller et mytteri. Selvom hele besætningen var halvfuld af den græske vin blev officererne informeret om, hvad der var på færde. Da skipper erfarede dette, blegnede han, svedte ”flybrændstof” og udleverede karabiner og ammunition til officererne – 4 inkl. ham selv. Jeg og de to andre officerer morede os kosteligt vel vidende, at besætningen allerede havde dæmpet og afvæbnet den maniske kok.
Da der således ikke skete nogen ulykke, havde vi lagt episoden bag os, da vi ankom til Antwerpen en dag senere. Selv skipper indså, at hans evt. forklaring og klage ville blive ignoreret af alle vidner ombord på den amerikanske hærs slæbebåd, US Army Tugboat ST 252.
Tilfældigvis var det vores båd, der var med den første konvoj af både og skibe til Antwerpen, som efterfølgende blev den vigtigste forsyningshavn for det europæiske operationsområde i Anden Verdenskrig. Nogle isolerede tyske styrker havde stadig forskanset sig ved bifloderne til Schelde, men det forlød, at de var løbet tør for miner til at dumpe i floden.
I en privat uofficiel samtale med vores kompagnichef hentydede jeg senere til nogle af ovenfor nævnte begivenheder, og det resulterede i, at pågældende skipper her og nu og fremover blev frataget sin kommando.
Det gyser lidt i mig, når jeg flyver over Texas.
Donald L. Austin